|
Noget om mobning
Hvad er mobning?
Drillerier og mobning er to forskellige ting. Drillerier og konflikter mellem mennesker er helt almindeligt. Mobning sker, når en person systematisk forfølges af en gruppe på et sted, hvor man er tvunget til at være.
Mobning skyldes lav tolerance i gruppen og kendetegnes ved et meget smalt spor for, hvad der defineres som 'det rigtige' i gruppen og hvad der defineres som 'det forkerte'.
I en tilfældig klasse kan det være, 3 forskellige grupper, den der mobber, den mobbede og den store passive gruppe - tilskuerne.
Hvordan opdager du det?
Mobbeofre kan reagere enten ved at være:
- Offensive - offeret bliver vred, svarer igen, slår og bliver aggressiv
eller
- Recessive - offeret bliver trist, tilbagetrukket, usynlig, isolerer sig
Hvad kan du gøre, hvis der findes mobning?
Hvis dit barn bliver udsat for mobning
Der er ikke noget i vejen med dit barn!
Mobning sker fordi, der er dårligt miljø i børnegruppen - i børnehave eller skole og fordi børnefælleskaberne er præget af lave tolerance. Ikke fordi der er noget galt med dit barn
Fortæl det!
Det er vigtigt, at dit barn fortæller det til nogen, hvis han eller hun bliver mobbet. Lyt til dit barn, bed pædagogen eller læreren om at hjælpe - og del det med andre forældre.
Er dit barn tilskuer til mobning
Sørg for at opmuntre dit barn til at være modig!
Lad dit barn blande sig, hvis han eller hun ser mobning. Du kan også opfordre dit barn til at sige det både til mobberen, til læreren eller pædagogen og til dig som forælder.
Giv en venlig skulder
Sørg for at opmuntre dit barn til at snakke med den, det går ud over. Hvis han eller hun sidder alene.
Vær med til at skabe en god stemning i klassen
Fortæl dit barn, at det er rarere at være i klassen, hvis man snakker, leger eller er sammen med alle sine klassekammerater. Det er vigtigt at acceptere, hvis nogen er lidt anderledes.
Få Børnehaven eller skolen til at gøre noget
Du kan foreslå, at læreren tager problemet op i børnehaven eller skolen. Du kan også sørge for, at der her indføres en mobbepolitik og at eksempelvis elevrådet på skolen tager emnet op.
Er dit barn mobber?
Du skal fortælle dit barn, at det at mobbe ikke er ok.
Du skal hjælpe dit barn til at tænke over, hvordan det er at blive mobbet.
Det er vigtigt, at du tager problemet op med lærer/pædagog, så I sammen kan hjælpe dit barn til at få det stoppet..
Gode råd til forældre - forebyggelse
- Sørg for at opmuntre dit barn til at indgå legeaftaler på kryds og tværs i børnegruppen.
- Tal ikke dårligt om de andre børn og forældre i børnehaven eller skolen.
- Indfør social fødselsdagspolitik.
- Sørg for at opmuntre dit barn til at forsvare kammerater, der ikke kan forsvare sig selv.
- Vær åben og positiv når andre forældre fortæller om deres barns problemer.
Læs mere
Ofte stillede spørgsmål
1. Hvor mange børn bliver mobbet?
De sidste mange års indsats mod mobning har været godt for det barn, som kun mobbes lejlighedsvis. Men indsatsen har ikke for alvor hjulpet det barn, der mobbes permanent. De store kvantitative mobbeundersøgelser fra 1998 og 2002 viser en generel nedgang i mobning fra 24 % til 11%. Men ser man nærmere på tallene, fremgår det, at 8 % af børnene bliver mobbet ofte i 1998, og at tallet er det samme i 2002. Der er altså ikke sket ændringer for det barn, der oplever mobning dagligt igennem en stor del af skoletiden.
2. Er forældrene bekymrede?
Red Barnet har lavet en undersøgelse, der viser, at 72 procent - eller syv ud af ti - er bekymrede for mobning i forbindelse med deres børns skolestart. De 72 procent fordeler sig mellem forældre, der bekymrer sig for mobning 'i høj grad' og 'i nogen grad.'
Læs mere: http://www.redbarnet.dk/danmark_og_grønland/mobning/mobbeundersøgelse.aspx
3. Har vi en mobbepolitik i vores børnehave eller skole?
Det kan du undersøge ved at spørge børnehaven eller skolen. Ovenstående undersøgelse viser, at 44,5 % ikke ved, om deres barns skole har en mobbepolitik.
Få gode råd til at få lavet en mobbepolitik: www.dcum.dk
Hvad gør Red Barnet?
Red Barnet sætter fokus på mobning allerede i børnehaven og i de små klasser. Mobning er allerværst blandt de 10 til 14-årige. Men ved at opbygge sunde kammeratskaber fri for mobberi - allerede i børnehaver og indskolingen - kan man forebygge mobning. Red Barnet har udviklet konkrete pædagogiske redskaber til brug i samtaler og leg med de 3 til 8-årige. Læs mere om Red Barnets projekt Fri for Mobberi.
|